Den historiske og etnografiske region Malopolska (udtales: Mauåpålska) ligger i det sydlige Polen, grænsende mod syd til Slovakiet, mod vest til Øvre Schlesien, mod nord til de historiske regioner Wielkopolska, Mazowsze og Podlasie og mod øst til Ukraine.
Den slaviske folkestamme, wislanerne (wislanie), der boede omkring Wisla-flodens øvre løb, skabte i det 9.årh. en stammestat, der omfattede det vestlige Malopolska (med centre i Kraków og Wislica). Efter ca 100 års afhængighedsforhold til de tjekkiske fyrster blev wislanernes stat ved slutningen af det 10 årh. indlemmet i Polen.
Betegnelsen Malopolska ("Lille-Polen") brugtes fra slutningen af det 15.årh. Før den tid brugte man navnene Ziemia Krakowska om den sydlige del og Ziemia Sandomierska om den nordlige del. Fra 1138 blev de til fyrstendømmerne Kraków og Sandomierz, der senere igen fik status som amter. I 1474 skabtes af dele af Sandomierz amt et nyt amt: Lublin amt.
En anden betegnelse for områderne i det sydlige og sydøstlige Polen er Galicien (efter det latinske navn for byen Halicz), et østrigsk navn for de landområder, som Østrig-Ungarn annekterede ved Polens delinger i 1792, 1795 og senere. Østgalicien var området øst for San-floden. Vestgalicien var landområderne vest for San - dvs. Malopolska. Grænserne for Galicien gik langs Biala-floden i vest, langs Wisla op til Zawichost i nord, Zbrucz-floden i øst og Karpater-bjergkæden i syd.
Efter 1.verdenskrig, i 1918, indgik den tidligere provins Galicien i den nye polske stat. Efter 2.verdenskrig afstod Polen den østlige del af området (med byen Lwów og landet øst herfor) til Ukraine (USSR).