Kongeslottet i Warszawa

Warszawa er Polens hovedstad og landets største by. Byen er et knudepunkt i landet, ikke blot administrativt, men også med hensyn til kultur, uddannelse og erhverv.

Den første bosættelse omkring det nuværende Warszawa daterer sig til det 10.årh. En russisk krønike nævner under året 1262 afbrændingen af Mazowsze-fyrsternes træbyggede borg i Jazdów, på det sted, hvor nu Botanisk Have ligger, og nær Ujazdów-borgen. Jazdów blev igen erobret og udplyndret i 1281. I slutningen af det 13.årh. blev der nogle kilometer nord for Jazdów, hvor Kongeslottet nu står, anlagt en ny fyrstelig befæstning, det nuværende Warszawa.

Warszawa nævnes første gang i et dokument fra 1313. I 1339 nedsattes i Warszawa, der lå i det neutrale fyrstendømme Mazowsze, en pavelig domstol, der skulle dømme i en sag mellem Kazimierz den Store og korsridderne vedrørende den uretmæsssige indtagelse af østpommern (Pomorze Gdańskie), der tilhørte Polen. Under fyrst Janusz I den ældre (1374-1429), der gjorde meget for byen, flyttedes centrene for myndighederne i fyrstendømmet fra Czersk til Warszawa, således af Warszawa fra 1406 og formelt fra 1413 var hovedstaden i Mazowsze.

Fæstningsbygningen Barbakan ved Den gamle Bys nordlige byport

Efter at de sidste fyrster af Mazowsze var døde barnløse, blev Warszawa såvel som hele Mazowsze-regionen de polske kongers ejendom. I 1526 holdt kong Zygmunt den Gamle sit indtog i Warszawa, og fra dette tidspunkt lod denne konge og hans søn Zygmunt August (af Jagiełło-dynastiet) stadig flere statslige sager behandle på borgen i Warszawa. Zygmunt den Gamles barnebarn, kong Zygmunt III Waza (af den svenske Vasa-slægt), besluttede i 1596 - på grund af en stor brand på kongeborgen i Kraków og på grund af Warszawa's mere centrale beliggenhed set i forhold til den polsk-litauiske dobbeltstats landområde - at flytte de statslige kontorer til Warszawa. Beslutningen om Warszawa som den nye hovedstad blev dog gennemført langsomt og etapevis.

Bymuren omkring Den gamle By

Udviklingen af byen og væksten i dens befolkningstal blev hæmmet af de svenske krige og andre krige i midten af det 17. og begyndelsen af det 18.årh. Byens største udvikling skyldes den sidste polske konge, Stanisław August Poniatowski, idet byen i hans tid voksede dynamisk og blev til en moderne bymæssig organisme, til et center for det politiske og økonomiske liv, landets handel og industri og nationalt center i den polske oplysningstid. Nationalteatret (Teatr Narodowy) opstod i 1765 på kongens initiativ. I samme tidsrum fik Warszawa er række bygningsværker og residenser, som regel i Stanisław August's stil - en specifik polsk variant af den tidlige klassicisme. Blandt andet byggedes slottet i Łazienki, ligesom parken her blev planlagt. Kongeslottets indre blev ombygget. Den såkaldte Stanisław-akse blev afstukket; det var et omfattende by- og parkanlæg, omfattende en allé, der gik fra Ujazdów-borgen (Zamek Ujazdowski) mod vest til systemet af de såkaldte "stjernepladser": Plac Na Rozdrożu, Plac Zbawiciela og Plac Unii Lubelskiej).

Ruiner af den gamle bymur nær Slotspladsen

Efter Polens tredie deling i 1795 tilfaldt en del af Mazowsze Preussen, herunder også Warszawa, der samtidig blev degraderet til provinsby. I juli 1807, ved freden i Tilsit under napoleonskrigene, skabtes Fyrstendømmet Warszawa (Księstwo Warszawskie). Warszawa blev igen et aktivt center for det politiske og kulturelle liv. Napoleons nederlag betød dog enden på fyrstendømmet.
Efter Wiener-kongressen i 1815 blev Warszawa hovedstad i Det Polske Kongerige (Królestwo Polskie), der var afhængigt af Rusland, men som i en række år kunne opretholde en ganske betydelig autonomitet. I denne periode skete en effektiv byplanlægning og organisering af det videnskabelige liv. En ny færdselsåre - Aleje Jerozolimskie - blev anlagt, og man forsøgte at homogenisere byggeriet på byens hovedgade, således på Nowy Świat. Warszawa Universitet blev grundlagt såvel som Polyteknisk Læreanstalt og Musikhøjskolen. Selskabet for Videnskabens Venner begyndte sit virke i denne tid. Den kulturelle udvikling hæmmedes dog af den strenge censur og det hemmelige politis indblanding under ledelse af storfyrst Konstantin.
Efter novemberopstanden i 1830 oplevede Warszawa en kort uafhængighedsperiode. Men opstandens sammenbrud betød afvikling af kongerigets forfatningsmæssige særstilling. Sejm (parlamentet) ophørte med at eksistere og det samme gjaldt regeringen og den polske hær. Universitetet blev lukket, og foreningsvirksomhed blev forbudt. På Citadellet (Cytadela), der blev bygget 1832-34 efter nedrivning af et helt kvarter på stedet, residerede den frygtede undersøgelseskommission, der skulle holde det oprørske Warszawa i tømme. Det kulturelle liv antog efterhånden en uofficiel og uformel karakter.
I årene 1840-48 opstod den første jernbanelinie mellem Warszawa og Wien.

Torvet i Den gamle By

Efter januaropstanden (1863) fjernedes i 1864 den sidste rest af kongerigets autonomi. Der gennemførtes en streng russificering af skolevæsen og administration.
Byen udviklede sig dog på trods af de ugunstige politiske vilkår. Industrien blev udbygget.

I 1915, under 1.verdenskrig, kom byen under tysk besættelse. I 1918 blev Warszawa hovedstad i det genfødte Polen, der blev en realitet efter afslutningen på krigen. Allerede i 1916 udarbejdedes en plan for udbygningen af Storwarszawa. Efter krigen blev nye færdselsårer anlagt, og der opstod moderne boligkvarterer, bl.a. Żoliborz, Mokotów og Saska Kępa.

Hovedstadens udvikling blev afbrudt af 2.verdenskrig og den tyske besættelse. Forsvaret af det belejrede Warszawa blev fortsat til den 28.september 1939. Byen blev herefter - som så ofte i tider med ufred og ufrihed - et center for modstandsbevægelsen samt center for det hemmelige kulturelle og videnskabelige liv.
I april 1943 iværksattes en opstand i den jødiske ghetto. Opstanden blev nedkæmpet og ghettoen udraderet. Hele det jødiske kvarter, der talte en halv million mennesker, ophørte med at eksistere.
1.august 1944 udbrød Warszawa-opstanden, forberedt af undergrundshæren, Armia Krajowa. Den 2.oktober måtte oprørerne underskrive en kapitulationserklæring. Efter nedkæmpelsen af opstanden blev Warszawa dømt til undergang. Befolkningen blev drevet ud af byen og ført til koncentrationslejre. Tyskerne planlagde en generel nedrivning af byen. Tabene som følge af tyskernes ødelæggelse af byen var enorme og kan vanskeligt vurderes; det drejer sig om både materielle og kulturelle tab, herunder afbrændte biblioteker og museer såvel som slotte og kirker. Hertil kommer de menneskelige tab. Ca. 650 tusinde mennesker omkom. Det meste af byen blev lagt i ruiner. Ca. 84 procent af bebyggelsen blev ødelagt. Tyske specialstyrker afbrændte efter en bevidst plan hus efter hus, gade efter gade og især værdifulde bygninger. Kongeslottet blev sprængt i luften.

Straks efter krigens afslutning, i 1945 påbegyndtes det enorme genopbygnings- og nybygningsarbejde.